top of page
Fra pige til kvinde

Om pubertet og teenageår; krop og sjæl gennemgår mange forandringer, når pigen begynder at blive kvinde.

 

Bogen er ikke den klassiske “at blive voksen”-manual; der er nærmere tale om “Pige, forstå dig selv”. Bogen kan sætte gang i tanker og en god snak mellem unge og voksne.

 

Skal man kunne tale med sin mor om alt? Skal man som mor bære over med sin hormonforstyrrede teenagedatter? Ikke nødvendigvis, men en vis forståelse som forælder og tillid mellem mor og datter gør måske ungdomstiden nemmere. Bogen her hjælper både mor og datter på vej.

 

De to forfattere har ud fra samtale med deres teenagedøtre skrevet om den svære pupertets- og ungdomstid. Her er ikke tale om den klassiske “at blive voksen”-manual; der er nærmere tale om “Pige, forstå dig selv” suppleret med et kapitel: “Mor, forstå din datter”.

 

Bogens formål er både at give den unge pige mulighed for at forstå sig selv og at åbne for dialogen mellem mor og datter; mødre glemmer nemlig ofte, at deres teenagedøtre stadig er børn, der har brug for inspiration og input fra voksne.

 

Der er ingen tabuer eller moralisering i bogen. Via baggrundsviden og fakta (“to know”), spørgsmål og citater (“to reflect”) samt forskellige opgaver (“to do”) får den unge pige hjælptil at finde sin egen identitet, og dermed sig selv i overgangen til at blive kvinde.

 

Indholdet spænder bredt over fester, mode, smser, skuffelser, fritidsjob, sex, mobning, hærværk, overgreb, relationer til venner, kærester og forældre og om kost, motion, menstruation, makeup, alkohol, stoffer samt selvforståelse og trivsel.

 

Bogen kan med fordel købes sammen med et sæt Dialogkort.

 

Se også præsentationen af bogen her på platformen, samt se Dialogkortene digitalt - begge dele under temaet "Mest for teenagere".

 

Nogle udtalelser om bogen:

 

»Anvendelse/målgruppe/niveau: Bogen henvender sig til teenagepiger og kan inspirere til en konstruktiv dialog mellem mødre og deres teenagedøtre.

 

Beskrivelse: Layoutet er ung og smart, og knap halvdelen af bogen består af forskelligartede, indbydende fotos, der understøtter teksten. Bogen er blevet til på baggrund af de to forfatteres regelmæssige, fælles diskussionsmøder sammen med deres teenagedøtre. Resultatet er blevet en meget anvendelig bog, der med respekt for de unge indbyder til eftertanke og handling.

 

Bogen inspirerer den unge pige til at tage stilling til mange af de både konkrete og eksistentielle forhold, der præger et ungdomsliv. Temamæssigt kommer bogen meget vidt omkring. Sundhed, sex, fester og stoffer, sociale relationer, overgreb, følelseslivet, holistisk livsstil m.m.

 

Temaerne angribes på tre forskellige måder: facts, spørgsmål der indbyder til refleksion og forslag til konstruktiv handlen. Teksten ledsages af flere relevante henvisninger til internetsider.

 

Sammenligning: Med sin bredde adskiller bogen sig fra de gængse bøger om teenagepigers udvikling.

 

Samlet konklusion: En aktiverende, ikke moraliserende brugsbog, der sætter fokus på mange sider af en teenagepigers liv og inspirerer til dialog mellem mødre og deres teenagedøtre.«

 

Lektørudtalelse af Jytte kjær Schou (09/12 2 761 858 (BS))

 

 

»Genial måde at belyse alle de vigtige, små som store, spørgsmål og tanker, der fylder i en teenagers liv. Især at der ingen løftede pegefingre er, på svære områder som fx stoffer og alkohol, er godt. Læseren får nogle fakta at forholde sig til og kan reflektere over. Bogen oser af kærlighed og anerkendelse af teenagerens ofte svære fase. Der er så mange områder, som jeg tror mange unge og deres forældre kan have svært ved at få talt med hinanden om (nej, jeg ved det).

 

Jeg viste den til Anna, og det var så anledningen til en dejlig snak omkring dét og SÅ meget andet. Og det er jo dét bogen giver mulighed for, en dialog. En invitation fra mor til datter. Jeg sidder og tænker, den må ikke drukne i mængden af andet ungdomslitteratur, jeg håber I har mulighed for at promovere den på skoler etc. Den er et must for enhver teenager, fra 12 år og frem.«

  

Malene Jacobsen, mor til Anna

Fra pige til kvinde

kr 175,00Pris

AF METTE KOLD & PIA LYKKE, AKKOMPAGNERET AF CECILIE LYKKE & KATHRINE KOLD 

 

TYPE: SOFTBACK

SIDER: 151 SIDER

ISBN: 978-87-93479-49-4

SPROG: DANSK

FORLAG: TIME2BE, 1. UDGAVE, 2. OPLAG, 2019

bottom of page